Det var dog først nogle år senere, da ægteparret Henriette og J. A. Menger havde overtaget stedet, at man for alvor hørte om livet i bordellet. Der boede 4 piger ad gangen på stedet deres betaling bestod af kost, logi, tøj og det halve af kunderne betaling. Den anden halvdel gik til værtsparret. Nogle gange satte pigerne sig i gæld ved værterne og havde derved svært ved at slippe ud af miljøet selv om de gerne ville. Præcis som man hører om det den dag i dag.
Mange i byen var ikke glade for at have et bordel i byen og Menger måtte også indgå en række aftaler for at kunne beholde driften af stedet. Aftalen med myndighederne var at alle kunderne skulle være over 20 år og at eventuelle kvindelige tjenestefolk skulle være over 40 år. Der måtte ikke spilles musik, danses eller serveres spiritus. Hvis værtsparret eventuelt fik børn måtte disse kunne blive boende på stedet til de fyldte 4 år.
I marts 1872 klagede de øvrige husejere i Østergade over bordellet. Klagerne gik på at de havde svært ved at få lejlighederne udlejet og at ejendomsværdierne faldt og på trods af aftalerne med myndighederne var der både klaverspil og en hjemmeboende datter på 13-14 år. Klagerne hjalp dog ikke noget, da bordellet bestod indtil omkring genforeningstiden – dog var det flyttet til en anden gade i begyndelsen af 1900 – tallet.
Sidst i 1800 – tallet blev ejendommen overtaget af ægteparret Hans Jesper Outzen (1832-1891) og Frederikke Andrea Outzen, født Jensen (1843-1907). De ændrede med årene bordeldriften til decideret krodrift og udlejning af lejligheder.
