Skip to content

Hertug Hans Kirke

 

De første skud
På hjørnet ved Hertug Hans Kirke, hvor Sønderbro engang mødte Hertug Hans Gade, stod den mest fremskudte forsvarsstilling i Haderslev den 9. april 1940. Denne bestod af en 37 mm fodfolkskanon og dens besætning på fire menige soldater under ledelse af en kornet. De indtog deres stilling omkring klokken 4.45, da man på Haderslev Kaserne var blevet gjort opmærksom på, at tyske hærstyrker havde krydset grænsen, og at der nu var krig. Fra deres stilling ved Hertug Hans Kirke kunne den danske kanonbesætning se langt op af Aabenraavej (Hovedvej 10), og omkring kl. 7.10 fik soldaterne øje på tyske kampvogne i horisonten.

Få øjeblikke senere blev de første skud i kampen om Haderslev affyret. Kornet F. M. Vesterby, som var leder af kanonstillingen, blev hurtigt dødeligt såret og forsøgte at kravle i dækning. Imidlertid tog hans skytte, menig H. C. Hansen, sigte og affyrede tre skud efter hinanden. Disse uskadeliggjorde to tyske kampvogne og skød larvefødderne af en tredje. Hansen blev kort derefter dødeligt såret, og da også menig J. Bonde og menig G. P. Hansen begge var blevet såret og havde søgt ly for den tyske kugleregn, var menig B. Bertelsen den eneste danske soldat tilbage ved fodfolkskanonen. Han bemandede den straks, men nåede ikke at affyre den, før den blev kørt over af en tysk kampvogn.

Selvom Bertelsen sad ved kanonen, da den blev kørt over, så undgik han mirakuløst at blive mast under den tyske kampvogn. Hermed var den første træfning i Haderslev slut, og den endte med at koste to danske soldater livet, mens yderligere tre blev såret. Den overkørte fodfolkskanon er i dag udstillet på Tøjhusmuseet i København, mens en lignende kanon fra april 1940 findes på Garnisonsmuseet ved Haderslev Kaserne.

  • Hertug Hans Kirke
    Hertug Hans Kirke