Jomfrugang

Den ene teori går på, at gadenavnet blev dannet på grund af de nonner, som boede i området i Haderslev indtil midt i 1500-tallet. Dog er Jomfrugang og Jomfrusti et navn, der er anvendt i mange danske byer. Blandt andet i Aabenraa er der også en gade med navnet Jomfrugang på trods af at der, så vidt vides, ikke har været nonner bosiddende i byen. Derimod passer navnet på det kvarter, hvor de letlevende kvinder havde deres gang.

I middelalderen måtte prostituerede ikke klæde sig prangende og de skulle bære en rød og sort hue. Desuden skulle de bo i bestemte kvarterer af byerne. I 1683 kom der en ny lov, der helt forbød bordelvirksomhed. Dog forbød loven ikke prostitution. Denne lov kom til at gælde helt til begyndelsen af 1800-tallet.

Den anden teori for navnet Jomfrugang i Haderslev går derfor også på, at det skulle have været kvarteret for de prostituerede i byen. Det er en generel opfattelse, at det danske stednavn er brugt som en lidt ironisk betegnelse for stedet, hvor de letlevende damer holdt til.

Så kan man selv vælge, om man vil tro på den ”fromme” historie om nonnerne eller den lidt mere kulørte historie om de letlevende damer.

This post is also available in: German English