Skip to content

Kasernen

 

De sidste skud
Kampen ved kasernen varede 10-15 minutter. Den heftige ildudveksling, der fandt sted mellem de danske tropper på kasernen og de tyske styrker på Gammelting, resulterede i, at flere soldater mistede livet eller blev såret. På dansk side drejede det sig om menig Niels Møller Schmidt, der opholdt sig i et af kasernens vagttårne, da kampen begyndte. Da de tyske kampvogne begyndte deres beskydning af kasernen, forsøgte menig Schmidt at søge dækning, men han blev ramt af et projektil i ryggen og døde få minutter senere. Træfningen ved Haderslev Kaserne kostede også civile tab. To hjemmetyskere, Helmuth Weitling og Eduard Jürgens, der opholdt sig på Christiansfeldvej i nærheden af kasernen, blev begge dødeligt såret i krydsilden.

Som kampen skred frem blev situationen mere og mere uholdbar for de danske tropper på kasernen og da det til sidst blev næsten umuligt at besvare tyskernes ild, forsøgte man at få en overgivelse i stand. Til dette formål allierede man sig med det danske politi, som fungerede som mæglere. Politistationen i Haderslev lå nemlig også dengang på Gammelting, lige syd for kasernen. Det lykkedes politimester Hartmann og hans betjente at få etableret kontakt med tyskerne og få minutter senere ophørte al dansk modstand i Haderslev. Lidt før kl. 8 var kampen officielt slut.

Hermed blev Haderslev det sidste sted i Danmark, hvor der blev kæmpet den 9. april 1940. Store dele af landet var på dette tidspunkt allerede besat, og den danske hær og regering havde for længst overgivet sig. Historisk set markerer begivenhederne i Haderslev i april 1940 den sidste gang, det danske militær aktivt har forsvaret landets territorium mod en indtrængende fjende.

  • Kasernen
    Kasernen