Skip to content

Mindeobelisken ved Hertug Hans Kirken

 

Kampene i Haderslev den 9. april 1940 kostede fire danske soldater livet, og der opstod hurtigt et ønske om at ære og mindes deres offer. Det første initiativ i denne forbindelse blev taget af nogle kornetter, som havde gået på skole med Frode Munch Vesterby. Vesterby endte med at lede den fodfolkskanon, der stod på hjørnet af Hertug Hans Kirke, og han var den første danske soldat, der mistede livet i kampen om Haderslev. Efter kornetkammeraterne havde startet en pengeindsamling, meldte Haderslev Kommune sig også på banen, og der begyndte at opstå mere konkrete planer for, hvordan mindesmærket skulle udformes, og hvor det skulle placeres.

Man blev enige om at lade en obelisk opføre i gården ved Hertug Hans Kirke få meter fra, hvor kornet Vesterby og en anden dansk soldat, menig Hans Christian Hansen, var blevet dødeligt såret. Udover disse to blev også Niels Møller Schmidts (som døde i kampen ved kasernen) og Oluf Arthur Hansens (som døde i kampen ved Sønderbro) navne indgraveret i monumentet. Mindeobelisken blev officielt indviet den 27. november 1940, som ville have været Vesterbys 21 års fødselsdag. Indvielsen blev overværet af mange hundrede Haderslevborgere, og der blev holdt taler af både politikere, militærfolk og forældrene til de døde soldater.

Siden 2. verdenskrig har den militære garnison i Haderslev hvert år nedlagt kranse ved obelisken for at mindes de faldne soldater og deres gerninger den 9. april.

  • Mindeobelisken ved Hertug Hans Kirken
    Mindeobelisken ved Hertug Hans Kirken