Skip to content

Store Klingbjerg 6

 

Drilleri, drab og Haderslevs sidste henrettelse.

Oluf Lassen er nærtagende overfor drillerier. Specielt når hans kammerat Lars Petersen driller og kalder Oluf for ”Skoflikker” – et ord, der kunne blive brugt nedladende om skomagere. Oluf svarer Lars igen ved at kalde ham for en ”Luseknækker” – en nedsættende betegnelse om en sølle, forhutlet fyr. Oluf og Lars er tit på drukture sammen. Det er de også den skæbnesvangre aften den 14. marts i 1825. De er taget på Jens Nielsens værtshus på Store Klingbjerg 6. Her kommer de op at skændes igen, og Lars begynder at drille Oluf. Oluf farer på Lars, men andre værtshusgæster blander sig og giver i stedet Oluf et lag tæsk. Værthusholder Jens Nielsen får dem skilt ad, og smider Oluf ud. Oluf går hjem, men ikke længe efter kommer Oluf tilbage sammen med læredrengen fra faderens skomagerforretning. Begge har de store knive med.

Foran trappen op til værtshuset bliver de mødt af Lars og fægtemester Carstensen. Carstensen trækker sin kårde og sårer læredrengen. Dette gør Oluf så ophidset, at han jager sin kniv i brystet på Lars og gennemborer hans venstre lunge. De andre hører Lars bande højt: ”Nu har jeg fået nok”. Men hvad de ikke ved er, at han er dødelig såret.

Drabet.

Der er nu kommet ro over forsamlingen. Klokken er 23, og det er mørkt. Pludselig kommer murermester Bruhn ind i krostuen og siger, at Lars er faldet i rendestenen. Der bliver fundet en lygte frem, og til deres overraskelse finder de Lars liggende i en blodpøl. Politi og læge bliver tilkaldt, men Lars bliver erklæret død.

Oluf er i mellemtiden løbet hjem. Hans søster Dorthea og den anden lærling er fulgt efter Oluf, og har set det hele. Derhjemme er Oluf gået ind i forældrenes soveværelse og viser dem sin blodige hånd og kniven, som han hugger ind i væggen, så spidsen knækker. Oluf siger: ”Nu er det vist ude med mig”.

Senere om natten kommer politiet og anholder Oluf, og de fører ham til arresten på Lavgade.

Dommen.

Mens Oluf sidder i fængslet, får han besøg af både pastor og præst. De prøver ihærdigt at få Oluf til at fortryde, det han har gjort. Oluf har tilstået drabet, men fortryde vil han ikke. Han forsøger et par gange at begå selvmord med glas og skarpe sten. Dommen over Oluf falder den 24. januar 1826. Han skal den 28. februar 1826 – knap et år efter drabet – henrettes. Oluf skal ”med økse… bringes fra livet til døden”. Dog slipper han for at skulle komme på hjul og stejle og blive radbrækket, dvs. få brækket sine knogler.

Da Oluf hører sin dom, beder han selv om at tale med en gejstlig, og gennem disse samtaler fortryder Oluf og kommer på rette ”kristelig vej”.

Haderslevs sidste henrettelse.

På en mark uden for byen blev der lavet et rettersted. Datoen for henrettelsen var blevet sagt og skrevet vidt og bredt for at virke afskrækkende på folk, og derved forhindre at det skulle ske igen. Den almindelige fremgangsmåde var, at den dødsdømte skulle køre i vogn til retterstedet. På vognen sammen med Oluf sad de gejstlige, der havde haft kontakt med Oluf. En henrettelse var et tilløbsstykke, og også ved Olufs henrettelse var menneskemængden stor. Dog var Olufs forældre ikke iblandt. De havde forladt byen den dag.

Skarpretteren og hans medhjælpere var blevet hentet fra Tønder. På marken var der opsat et skafot, en ligkiste og gravet en grav. Oluf fik lov at sige en bøn, han lagde selv sit hoved på blokken, efter han var blevet bundet, og skarpretteren gjorde sin pligt. Herefter løftede skarpretteren Olufs afhuggede hoved op i håret og viste det til tilskuerne. Dernæst tog skarpretteren sine hvide handsker af og smed dem på jorden. Et symbol på at han ikke var skyldig i det drab, han lige havde udført.

Oluf Lassen var den sidste person i Haderslev, der blev henrettet. Der blev rejst en mindesten på marken, hvor Oluf blev henrettet. Den fik navnet Oles stenen.  Nu er marken helt bebygget, men mindestenen står der stadig i en privat have vest for Christiansfeldvej og syd for Marie Margrethesvej. (på Clausensvej)

 

Gennem tiderne har der været forskellige beskrivelser af om Oluf var offer for drillerier, eller han selv bar en del af skylden for, at hans liv gik som det gik. Derudover fortælles der om, at anklageren under retssagen lagde vægt på, at Olufs mor bar en del af skylden, da hun havde gjort ham til sin kæledægge og givet efter for ham under hans opvækst. Mens Oluf sad i fængsel, fortalte han en af præsterne, at havde hans mor behandlet ham anderledes og ikke holdt sin hånd over ham, når han havde gjort noget ondt, så var han ikke blevet morder.

* Hvis man ser i Kirkebogen (Hovedministerialbogen 1788FD-1803FD) fra Vor Frue Sogn, kan man læse at Oluf Lassen oprindeligt er døbt Ohle Lassen. Hvorfor han i folkemunde blev kaldt Oluf vides ikke med sikkerhed. Men man kan gætte på, at da hans mor Annecken oprindeligt bar efternavnet Oluf, så er det blevet hans kaldenavn.  En anden mulighed er, at den måde, hvorpå ordet Ohle udtaltes dengang har lydt, som om man sagde Oluf. Og da det senere er blevet skrevet ned i artikler, beretninger etc, har lyden af ordet Ohle, svaret til Oluf.

Men at Oluf også har været nævnt som Ohle, kan ses ud fra at hans mindesten bærer navnet Ole stenen – også den dag i dag. Og at Oluf også blev benævnt: Sorte Ole.

This post is also available in: German English

  • Store Klingbjerg 6
    Store Klingbjerg 6